Det vakte i sin tid, nærmere bestemt i slutningen af 1970'erne, en del opsigt, da en ung tenorsaxofonist dukkede op på jazzscenen med et spil, der vendte sig imod samtidens sprog, men fulgte i sporet på swingepokens store tenorer. Og understreget af den kendsgerning, at han også iklædte sig 1930'érnes kostumering, var der adskillige, der betragtede ham som en noget løjerlig person. Tenorsaxofonisten var Scott Hamilton, og det skulle snart vise sig, at han man på denne måde tog alvorligt fejl af ham. For med inspiration af Lester Young og Ben Webster skabte han sig et aldeles selvstændigt udtryk, der med årenes gang har udviklet sig til det mesterlige. Hans nye cd, 'Nocturnes & Serenades', er det seneste eksempel på hans kunstneriske formåen. Flertallet af numrene er ballader, og Hamiltons tolkninger af dem er af en indtrængende styrke, som man ikke har oplevet siden Ben Websters og Stan Getz' dage. Det, der ved siden af den mættede, rigt nuancerede tone slår én mest, er den utrolige ro, hans spil udstråler. Den dybe forankring i det rytmiske fundament, der både udfylder og spænder hvert øjeblik op. Men der er endnu en side til af Hamiltons spil, som er værd at notere sig. Og det er hans evne til at disponere en solo op, bygge den op til en fortløbende fortælling, der binder os til sig fra begyndelse til slut. Det er en gammel traver som 'Flamingo', et af numrene i et behersket mediumtempo, et strålende eksempel på. En yderligere attraktion ved denne cd er det fine udvalg af melodier. Kendte som 'Chelsea Bridge', 'You Go To My Head' og 'I'm Glad There Is You', men også mindre kendte som 'Man With A Horn', 'Autumn Nocturne' og 'Isn't It A Pity', der ligeledes røber betydelige kvaliteter. Også akkompagnementet er fortræffeligt. Som solist formulerer pianisten John Pearce sig med en sigende enkelhed, der er helt i pagt med Hamiltons musikalske holdning, mens bassisten Dave Green og trommeslageren Steve Brown gør glimrende fyldest.