Lyt til artiklen
Mahler forlangte af en symfoni, at den skulle være som en hel verden, og hans nummer to af slagsen er et glimrende eksempel på, hvad han på den baggrund skabte. Solister, kor, et kæmpemæssigt orkester, endnu et orkester bag scenen og fem satser, hvoraf den sidste med dommedag og frelse varer over en halv time. Mahler gik ikke i små sko.
Men hvis der er en, der har fornemmelse for hans særlige tempoforskydninger, hans grelle orkester-special effects og hele hans storslåede symfoniske tænkemåde, så er det åbenbart Iván Fischer, for fy føj da, hvor den her ’Opstandelsessymfoni’ virker.
