Emerson-kvartetten er et superensemble, til enhver tid leveringsdygtige i ren perfektion. Her har de nu kastet sig over nordiske klassikere, og mere præcist, egalt, lysende strukturbevidst, velklingende og på enhver måde forførende overlegent fås det ikke. Men når det kommer til stil og udtryk, er amerikanerne i hvert fald med Grieg på fremmed grund. Indsmigrende solbeskinnet sødme og varme, virtuos lethed i de ofte meget hurtige tempi og blændende smukt spil summerer sig op til en kjoleklædt international standardisering, der idylliserer uroen og lidenskaben.
Åbningssatsens agitato er mere muntert end ophidset, ’Romanzen’ flyder som en tryg å gennem en blomstereng, smukt, men banaliseret, og al vildskab er destilleret ud af finalens presto med det snarest hyggeligt svansende sidetema. Klangligt neutraliseret bliver Grieg gjort til klassicist, hvad han bestemt ikke var.
