To af H.C. Andersen-årets vægtigste musikalske frugter er i glimrende opførelser samlet på denne skive. De krydsklipper fragmenter af originale eventyr med moderne materiale af henholdsvis Suzanne Brøgger og Peter Asmussen, og som en konsekvens blander de begge fortælling og lyrik i en semidramatisk vekselvirkning mellem orkester, kor og solister. Ellers er de meget forskellige. Nørgårds krast civilisationskritiske værk samler professionelle og amatører i et broget miks af vise- eller ligefrem sanglegsagtige børnekor, flydende trommerytmer og raffineret orkestersats. I centrum står en fortællende skuespiller samt 'Mosekonen’, der spænder over hele registret mellem tale og sang. Gjerris’ fascinerende præstation i dette virtuose parti er nær ved at være hele pladen værd. Sørensens billedstærke, poetisk-nostalgiske stil er som skabt for de undersøiske stemninger og den smertelige handling i ’Den lille havfrue’, og midt i de magiske klangspind bemærkes sansen for velskabt sangbare melodier. Mindre behændigt virker indklippede fragmenter af Andersens dagbog i munden på en lidet velklingende tenor. Begge værker spiller imidlertid på det fysiske rum, pladelytteren må undvære. Nørgård har et levende vekselspil mellem forskellige klanggrupper og antydninger af scenisk aktion. Sørensen artikulerer rummet og de undersøiske ekkovirkninger med tre forskelligt placerede kor.
Uden den rumlige dimension opleves såvel Nørgårds kortåndet fragmenterede form som Sørensens tungsindigt elegiske tonefald mere som begrænsninger, og Nørgårds grelle Andersenske humor savnes hos Sørensen.
