Man kan altid nyde det charmerende gamle hofteater uden for Stockholm med den historiske kulissescenografis lynsnare skift og havudsigtens morsomme og virkningsfulde bølgemaskine.
Men ellers er det tyndt, hvad denne opsætning af Mozarts første operamesterværk byder på. Den dekorativt stillestående iscenesættelse er knap en tolkning og slet ikke så gennemarbejdet, som de intime forhold indbyder til. Hvad blev der af operaens voldsomme konflikter? Orkestret er for så vidt udmærket med nakkepiske og historiske dragter, men Östman er en letvægter, hvis ufølsomt forjagede tempi sjældent levner plads til heroisk patos eller dvælende sødme. Af en eller anden grund går det især ud over den blide Ilia, mens furien Elettra provokerer aftenens få øjeblikke af temperamentsfuldt kogende orkesterspil.
