Der er et uimodståeligt smukt foto inde i cd-coveret, hvor man ser Egarrs 200 år gamle, spinkelt byggede hammerklaver stående helt alene, uden sin musiker, i et tomt rum med gulvet overstrøet af nodeblade. Præcis sådan lyder den adagiosats, den hollandske pianist slutter sin Mozartplade med.
Som en spøgelsesagtig, men udpræget venlig efterklang af noget, der ikke er mere. Mozarts adagio er egentlig skrevet for glasharmonika. Ikke for klaver. På samme måde er en af de tre fantasier, Egarr har inkluderet i dette program af små Mozartstykker, egentlig for violin og klaver. Mozart fik den bare aldrig skrevet færdig, så her kommer klaverversionen. Egarr har med vilje udvalgt sig de stykker, hvor Mozarts fantasi boltrer sig friest, og formen er mest rå og upoleret. Når han indleder med den kendte, også ufuldendte fantasi i d-mol, bytter han den sædvanlige erstatning af de manglende sluttakter ud med sin egen slutning.
