Jeg har lyttet til violinister fra Nathan Milstein over Itzhak Perlman og Thomas Zehetmair til Leonidas Kavakos og Hillary Hahn, men kun hos Arthur Grumiaux fandt jeg et format, der målte sig med barokviolinisten Holloways i disse seks enestående mesterværker.
En usædvanligt klar ’historisk informeret’ artikulation medvirker til at gøre musikken veltalende og begribelig, men det afgørende er, at form og karakter i stort og småt bliver plastisk sanselige realiteter. Musikken er lige så vanskelig at gøre meningsfuldt rede for, altså fortolke, som den er teknisk udfordrende: Hvordan få form på en endeløs strøm af lige lange noder? Hvordan kan en enkelt bues strøg tydeliggøre stemmernes spil i en fuga? Hvordan levendegøre suitesatsernes danserytmer?
