Kan man forestille sig en krydsning af Wagner og verisme, har man en idé om østrigeren Kienzls første og kendteste opera fra 1895. Her er hele det realistiske arsenal af kirkeklokker, orgelklang, latinsk hymne, vægtervise, folkedans og lirekasse.
Fri deklamation i Wagners manér brydes af regulære arier, og ’Lohengrin’s kærlighedsmelodik, Tannhäusers ’Romfortælling’ og den syge Amfortas i ’Parsifal’ har sat bastante fodspor. Kienzl skulle prøve det hele. Det blev noget af en rodebutik, ikke kun stilistisk, men også i smag; men hvor musikken er bedst, er den ikke ueffen. Den sentimentale og religiøst salvelsesfulde historie kan nok krumme en tå eller to: Titelhelten fængsles og får sit liv ødelagt for en brandstiftelse, hans bror har begået i skinsyge, men da de efter et halvt liv atter mødes, tilgiver han den samvittighedsplagede og døende rival.
