For den udenforstående ser opusnumrene 116 til 119 givetvis triste og anonyme ud, men for de indforståede signalerer de en uudtømmelig rigdom. De repræsenterer den modne Brahms’ intime betroelser til klaveret. De fire numre dækker over fire sæt af intermezzi, capriccier og fantasier. Alt sammen i korte stykker, men af utrolig fylde, og som den unge amerikansk-franske pianist spiller dem, har de karakter af superbe improvisationer. Satserne er, typisk for Brahms, tætvævede. Man mindes om, at den romantiske komponist som pianist selv mestrede instrumentet i en grad, så den ældre pianistkollega Schumann beundrede ham for det. Musikken kan være rapsodisk eller passioneret, eftertænksom eller trist. Men den er altid tankevækkende og substantiel. Ét stykke er næsten en barcarole. Et andet minder om en nocturne. Nicholas Angelich kan spille med musklerne, men frem for alt med den nødvendige skrøbelighed. Lydoptagelsen er rimelig, men på vej i retning af det klemte, og man hører hele tiden klaverets pedaler som svage åndedrag i baggrunden. Kedeligt, hvis man bruger høretelefoner.