Da den store svenske sopran i 1966 modtog Leonie Sonnings Musikpris, sang hun Fidelio på Kgs. Nytorv. Jeg var der og har aldrig glemt det, men bedst huskede jeg Hartmanns helt jævnbyrdige Florestan. Hendes ’Abscheulicher’ og parrets jublende duet er de ældste optagelser på denne minde-cd, og hans stemme er lige så smuk, som jeg huskede, men det havde undgået mit utrænede øre, at han ikke altid sang rent.
Det gør hun – her på højden af sin formåen med overvældende glans og farverigdom i stemmen, mejslet skulpturel formning og et intenst dramatisk udtryk. Fra flammende vrede over sitrende ømhed til svævende lethed. Det sidste var hun ellers ikke kendt for.



























