’Regimentets datter’ er Donizettis første franske opera, og denne italienske version kom blot nogle måneder efter urpremieren i 1840. Det er en let og munter bagatel, en buffoopera med et stænk borgerlig følsomhed om to unge, der får hinanden i enden. Indspilningen er en stærkt blandet oplevelse, men ikke helt ringe. Orkestret lyder som noget fra den yderste provins, hvad det også er, men entusiasmen giver det en egen rustik charme, dirigenten ved, hvad han har med at gøre, og der er fantasi og lune i recitativernes klaverledsagelse.
Tilsyneladende er alt optaget i ét hug, for den mere end vaklende begyndelse med glansløst grumset spil, et bjæffende underernæret damekor og mere hårdtpumpede end nuancerede solister blødes op efterhånden og bliver tilforladeligt levende musikteater med udmærkede detaljer skønt aldrig helt stabilt. Ensemblerne volder tilbagevendende problemer.
