Underlige Langgaard blev født for sent. Noget af hans musik prøver uroligt at tilpasse sig en ubekvem samtid, andet vender sig polemisk imod den, og så er der værker som symfonierne 12-14 fra 1946-48, der lever ubekymret i fortiden. Men midt i den romantiske idyl har de tabt orienteringen.
Langgaard er en så overlegen musiker, at musikken nærmest skriver sig selv – elegant, velklingende og rig på prægnante ideer. Men den har det med at løbe ud i sandet, og man må gang på gang spørge sig selv, hvad det egentlig er, han vil, for der er ingen modstand, ingen konsekvens. Den kun 7 minutter lange ensatsede nr. 12 ligner en skitse med sine hastigt skiftende karakterer. Her er optagelsen desværre blevet meget tyk og tæt. Det gælder ikke de følgende, hver på en lille halv time og fulde af naiv optimisme og elskelig charme, nr. 13 gerne med en national tone, nr. 14 med indslag af triumferende pomp. Passager lyder som størknet Mendelssohn.
