Mysliveceks symfonier er ultrakorte, men så fulde af elegance, humør og esprit, at de gjorde væsentligt indtryk på den purunge Mozart. Han og hans far blev den italieniserede böhmers beundrende venner.
Det er for så vidt ikke voldsomt sofistikeret musik, anlagt på frisk og ukompliceret underholdning som den er, men det betyder ikke, at den spiller sig selv. Snarest tværtimod: For nogen tid siden kunne jeg omtale en helt igennem fornuftig engelsk indspilning af et sæt symfonier fra 1772. En af dem går igen på denne nye cd, og så sprudlende er den her, at den dårligt er til at kende igen.



























