Zemlinsky og Schulhoff var begge centraleuropæiske jøder og dermed for nazisterne at se ’entartede’ komponister. Begge kom grundigt, sidstnævnte endda dødeligt, i klemme i 1940’erne. Her kan man høre, hvor de begge kunne instrumentere og skrive for sangstemme, mens de på beslægtet vis navigerede i det krydsfelt af senromantik og modernisme med påvirkninger fra Mahler, Strauss, Debussy og tidlig Schönberg, der prægede kompositionsmusikken i begyndelsen af 1900-tallet.
Zemlinskys seks sange til symbolistiske, ja spøgelsesagtigt sælsomme og stærkt dødsfikserede eventyrdigte af Maurice Maeterlinck fra 1913 er et af komponistens stærkeste værker, hvilket siger ikke så lidt. Også Schulhoff-sangene gør stærkt indtryk. De stammer, fra før komponisten slog over i jazz og ironi, og Stene synger dem, så det ærgrer, at lydoptagelsen stiller hende noget i skygge af orkestret.
