The MET lever helt op til sit konservative ry, men de naturalistiske scenebilleder er smukke, stemningsfulde og ikke overlæssede, personføringen er naturlig og udtryksfuldt gennemarbejdet, og Levines syngende orkester får operaen til at lette med flugt, skønhed og dramatik. Man kommer tæt på både ord og toner. I Bayreuth forsøger Wolfgang Wagner en halvhjertet og stivbenet kopi af sin bror Wielands radikale forenkling og stiliserede aktion, og Sinopoli følger op udpindet og fortænkt med slæbende tempi og ringe sans for det vokale.
Bortset fra Sotins varme, prægtigt autoritative landgreve, som Macurdy kun er et blegt svar på, kan Bayreuths besætning slet ikke konkurrere med den amerikanske med en strålende glansfuld og intens Elisabeth og en lidt slidt, men dæmonisk nærværende og fascinerende nuanceret titelhelt i spidsen. Levine bruger pariserversionen med den stærkt udvidede Venusbjergscene – et helt rigtigt valg med hans sensuelle schwung, en ballet der for en gangs skyld giver løssluppenheden en elegance der kommer den raffinerede musik i møde, samt ikke mindst en strålende Venus med lige dele hedensk sanselighed og menneskelig skrøbelighed.
