Grunden til, vi anmelder denne cd, er jo, hånden på hjertet, den franske parfumepianist Jean-Yves Thibaudet, hvis kunst nok kan være flygtig, men som aldrig er mindre end forrygende at lytte til. Grunden kunne ganske vist også, opdager man efter endt gennemlytning, være violinisten Yue Deng, der i samtlige fire kompositioner leverer klart, lyrisk og fint melodispil.
Grunden er ikke den 76-årige polsk-tyske komponist Claus Ogermann, der godt nok skriver fermt, men som ikke har noget prægnant at sige. Man begynder med at synes om det Bartókinspirerede, mildt melankolske præg, der krydrer hans ’Sarabande-fantasi’, men de lange, natteduftende melodier fortaber sig i snirklerier. Sympatien vokser ikke rigtig til noget varmere, og øjenbrynene lister sig op i panden som forvirrede skovsnegle, når man ser, at stykket er så nyt som fra 1990. Ogermann har komponeret til Bill Evans, lavet ikke så lidt balletmusik og arrangeret for Diana Krall. Han er en ferm håndværker, som indgyder professionel respekt, men som samtidig efterlader en utilfredsstillet musikalsk sult.
