Det italienske toporkester bobler og klinger af så meget sommer, sol og torden, at alle tanker om tekniske vanskeligheder ved håndteringen af de historiske strygeinstrumenter blæses bort af blide briser og stærke storme.
Franskmanden Christophe Coin er utvivlsomt dagens ypperste, når det kommer til barok på cello. Hans tone, også på den historiske piccolocello, er så nuanceret, veltalende og frisk, at det er til at tabe både underkæbe og ører over. Fagotsolisten, der joiner ham, lyder af dyrt, mørkpoleret ædeltræ. Resultatet er ren, henrykkende barokluksus og kan i grunden ikke gøres op i hjerter. Det skal høres og nydes. Igen og igen.




























