Scenografien er ualmindelig smuk med elegante sceneskift. Iscenesættelsen er musikalsk og mimisk gennemarbejdet, levende og charmerende uden anstrengte påfund eller døde punkter. Man er i godt selskab.
Frem for alt har opsætningen fundet værkets karakteristiske balance mellem buffo og følsom borgerlig komedie, der gør eventyret til en moralsk fortælling om, hvordan den forældreløse Angelina – Askepot – vinder prinsen i kraft af sit rene, ærlige sind og derpå tilgiver sine falske, forfængelige og gennemkorrupte plageånder. Det gælder også det udmærkede orkesterspil, hvis lyttende ro giver sangerne plads til både følsomhed og virtuositet, men ikke viger tilbage for at sætte et tempo på spidsen, når det gælder: Sympatisk og velfungerende om ikke decideret brillant. Men når den samme karakteristik rammer titelrollen, bliver det lige i underkanten: Teksten kræver en bedårende Angelina, og partiet er skrevet for en virtuos.
