Chérubin (jo, det er Mozarts Cherubino) fylder 17, så attraktiv og liderlig som nogensinde i denne komedie fra 1903.
I en hvirvlende karrusel af tilbedende kvinder og jaloux ægtemænd har den hæmningsløse yngling – stadig med kvindestemme, men vokset til en mere dramatisk farvet mezzosopran – konstante dueltrusler hængende over hovedet, og kun en spinkel rød tråd leder gennem forvirringen frem til hans modning i ægte kærlighed til en ung pige, der aftenen igennem egentlig bare har stået og ventet i kulissen. Professionelt niveau Det er her, Massenets lyriske stil kommer bedst til sin ret. Undervejs er der både pikant rokokopastiche og strejf af spansk kolorit, mens komedietonen og den erotiske glød for den 60-årige komponist mest blot bliver til lethed og elegance. Det er tiltalende og meget ferm musik, men dramatisk får de udøvende ikke meget forærende, og i denne forestilling kniber det med at fylde rammen ud. Et hæderligt og respektabelt professionelt niveau som her er bare ikke rigtig nok til for alvor at få operaen til at fænge.
