Næppe havde András Schiff lukket flygellåget i efter sine to sensationelle Beethoven-aftener i Tivoli tidligere på måneden, før denne cd – den sidste i en miniserie på to med de selv samme fem sonater – landede i anmelderens dueslag. Lad det være sagt med det samme: Den er lige så sensationel. Uchida er sammen med Schiff, Barenboim og måske Murray Perahia og Richard Goode en af en håndfuld nulevende klaverspillere, der kan få Beethoven til at røre så dybt, fjedre så spændstigt, buldre så muskuløst – kort sagt stå så forbilledligt klart op fra de dødes rækker, at man må overgive sig og fylde hjerteskalaen helt ud. Afklaret overblik Uchida er spændstig i A-dur-sonaten. Her er ægte kraft i formuleringerne, og også når det kommer til den på alle mulige måder uspillelige ’Hammerklaversonate’, er fortolkningen definitiv. Alt er ladet med mening. Alt er samlet med et sjældent afklaret overblik.
Fortolkerens koncentration bliver lytterens, mens tre kvarter bliver et spænd af tid, der ikke lader sig måle med kronometer. Her er Beethoven til den øde ø. Ikke så Schubertfarvet og speciel som Schiffs, men så meget desto mere definitiv.
