Som operakomponist er Schubert for længst dømt ude. Mange Schubert-elskere ved formentlig slet ikke, at han skrev adskillige operaer i sit korte liv. Des mere spændende er det at stifte bekendtskab med, hvad et af musikhistoriens største genier faktisk fik ud af sin ulykkelige, men langtfra uinteressante forelskelse i teatret. I denne opsætning af hans sidste opera er denne forelskelse gjort til ramme og omdrejningspunkt for en i øvrigt ret konventionel seria-handling om kampe og erotiske forviklinger mellem frankere og saracenere. Det er noget af et kup.
Skær poesi
Taget for pålydende ville historien være svær at redde i land trods musikkens store, ægte Schubertske skønhedsværdier. For nok rummer den ægte dramatiske passager, men ofte lukker den sig dvælende og stemningsfokuseret om sig selv. Dét forvandler Claus Guth til en styrke! Han lader hele operaen foregå i Schuberts arbejdsværelse, hvor komponisten puster liv i figurerne og med foruroliget deltagelse ser dem overtage styringen. De tre elskerroller er projektioner af ham selv, realisationer af hans drømme.
