Er dette på nogen måde, hvad kollegaen Schumann kan have ment, da han ved fundet af Schuberts store symfoni i C-dur talte om værkets »himmelske længde«? Næppe. Berlinernes chefdirigent, Simon Rattle, overrasker med en Schuberts niende, der varer cirka 10 minutter længere end normalt. Samtidig er den voldsomt stram. Musikken holdes fast, og en militant side kommer til syne i, hvad der, som satserne afløser hinanden, stadig mere lyder som en Mahler-symfoni. Borte er den sødmeblandede smerte, der er kernen hos Schubert. Hvad man oplever er snarere en opvisning i moderne orkesterdisciplin forsøgt forklædt som romantik med brede ritardandi. Rattles snerrende klarhed, hans uhyggelige kulmination på andensatsen, tredje sats' ländlerbredde. Intet af det kan kaldes makværk. Dertil er visionen for klar og orkesterspillet for udmærket. Men hvad Schubert angår, rammer Rattle pænt forbi.