Efter et kvart århundrede er det let at komme med indvendinger: Videokvaliteten og det tungt besatte og bredt klingende orkester svarer ikke til nutidens idealer, og de fleste vil også foretrække lettere stemmer i dag, om end måske ikke på netop denne meget store scene. Men det er hurtigt glemt, når man ser og hører denne meget smukke og fornemt udførte udgave af Mozarts mest originale seriøse opera. Ponnelle rammer værkets atmosfære med klassiske kostumer, barokinspirerede 'pennetegnede' prospekter af slidte antikke bygninger og en fornemt tempereret farveholdning; og han er ikke mindre sikker som instruktør i sin udtryksfulde, plastisk stiliserede fokusering på centrale handlingselementer og personernes følelser og konflikter, gennemarbejdet, så det tåler kameraets nærbilleder: Det er opera, ikke natur, men det er alvor og kommunikerer direkte. Musikken driver værket, og der er intet gumpetungt ved Levines klangligt udsøgte og dramatisk fortællende tolkning. Igen: Mozart tages alvorligt som tragiker, men også som en ung (han var 24) fandenivoldsk komponist, der gerne sprænger konventionen i udtrykkets og det effektive teaters tjeneste, temperamentsfuldt og intenst, som det er. Pavarotti er ingen stor aktør og stilistisk lidt på udebane som den ulykkelige konge, der skal ofre sin søn, men han undgår manerer, synger prægtigt og nuancerer langsomt, men sikkert sin lidt udvendigt heroiske figur. Mere stilfremmed, men begavet er Behrens' højdramatiske furie, spillet til kanten, sunget et stykke over, men fascinerende mangfoldig i sit udtryk. Cotrubas er sårbart sødmefuld og former bedårende frit og inderligt, mens von Stade med ædel glød og linjeføring tydeligt lader sin bukserolle dække mandigt over en stor følsomhed.