Når han næste år i april kommer til København for at modtage Léonie Sonnings Musikpris, vil Daniel Barenboim kvittere for æren og de 600.000 kroner som solist i to af Beethovens koncerter for klaver og orkester. Det bliver en oplevelse til huskebogen, tør anmelderen godt love. Sammen med Wagners operaer er Beethovens klaverværker kernen i dirigenten og pianistens repertoire, og selv om man kan være bekymret for operadirigenten Barenboim, der er på overarbejde i både Berlin og Milano, så er pianisten og Beethoven-eksperten Barenboim åbenlyst i sit livs form.
Beethovens krigsheste
Han har dyrket klaverkoncerterne hele livet. Om kap med Beethovens 32 sonater, som han indspillede på dvd sidste år for EMI i et bokssæt, der er et must have for fans af den revolutionære, panderynkende wienerklassiker med hørevanskelighederne.
De samme 32 sonater spillede Barenboim i februar live ved en totaludsolgt, storskærmstransmitteret otte koncerter lang cyklus i Londons Royal Festival Hall.






























