Lyt til artiklen
Grædende saxofoner, tangoagtig harmonika og smægtende strygere. Anders Koppels orkestermusik ville egne sig glimrende som filmmusik til en romantisk komedie med Meg Ryan og Tom Hanks eller til en sødmefuld argentinsk mainstreamfilm om en 16-årig dreng, der møder den første kærlighed i skikkelse af naboens datter.
Men dette er ikke filmmusik. Der er tale om to dobbeltkoncerter, der overholder den klassiske koncertform helt ned i satsernes opbygning og italienske angivelser og i den generelle rollefordeling, hvor soloinstrumenterne jævnlig træder ud med selvstændige passager, mens orkesteret til andre tider opsluger dem.
