En strygekvartet med det ligefremme navn Fine Arts Quartet har – i selskab med en ekstra bratschist – indspillet Felix Mendelssohn-Bartholdys to strygekvintetter for pladeselskabet Naxos, og deres udgivelse lægger sådan set også for uden videre omsvøb: med B-dur-kvintettens (kvintet nr. 2 med opus-nummeret 87) stormende spilleglade førstesats, som de fem musikere angriber på det mest henrivende.
Den elegante, sprøde 2. sats, den ligefrem storslået patetiske Adagio og den slagkraftige finale viser en Mendelssohn for fuld saft og kraft og i fuld mesterskabelig blomstring.
Helhjertet og medrivende
Strygekvintet nr. 1 i A-dur er måske hverken så helstøbt eller ganske så inciterende som B-dur-kvintetten; noget tematisk redundant som den er i både 1. og 3. sats. Imidlertid er det Intermezzo, der tager pladsen fra den oprindelige 2. sats, virkelig smukt.
Ligesom den oprindelige Menuet, som vi til gengæld får som sidste skæring på cd’en, faktisk heller ikke er så ringe endda.
Ingen af de to strygekvintetter tilhører det foretrukne kammermusikalske repertoire, men charmerende er Mendelssohn altid; også her med det lidt federe drama, som strygekvintettens ekstra bratsch tillader komponisten at udfolde – og som Fine Arts Quartet og gæsten Danilo Rossi engagerer sig helhjertet, pilfingret og medrivende i.
Helhjertet og pilfingret
Lyt til artiklen
