Den tyske dirigent Christoph Eschenbach er en mand med en udmærket fornemmelse for form: Hans indspilning af Tjajkovkijs 6. Symfoni med The Philadelphia Orchestra – som han har været chefdirigent for siden 2003 – er formet med både dramatisk sans og overblik over musikkens lange linjer. Alligevel er denne nye cd fra pladeselskabet Ondine ikke malet med den penselbredde, som Tjajkovkijs ’Pathétique’ fordrer – i det mindste ikke i denne lytters øren. Mangel på vilje til svulmen og fremdrift eller lidt anderledes sagt: mangel på vilje til patos hos dirigenten og et par svage punkter hos Philadelphia-symfonikerne er årsagerne. Upræcision og skingerhed Eschenbach sætter flere steder – startende i førstesatsens hoveddel efter det indledende, mystiske Adagio-stykke – et tempo, som hans træblæsere simpelthen ikke mestrer tilstrækkeligt elegant, med både upræcision og skingerhed til følge. Sammen med den mærkeligt magre og underprioriterede strygerklang og det til gengæld virkeligt velplacerede og kraftfulde messing giver det en besynderlig klanglig ubalance. En helhed uden skub i Ligesom dirigentens tilsyneladende mangel på lidenskab for sagen giver en jappet omgang med detaljen – og en helhed uden rigtigt skub i. Christoph Eschenbach runder cd’en af med en nydeligt spillet udgave af Tjajkovskijs ikke vildt ophidsende klaverstykke ’Dumka’; man spørger sig selv, om han ikke hellere skulle have brugt krudtet på at brede symfonien ordentligt ud.