Tre violinsonater udgør broderparten af Griegs sparsomme oeuvre for kammerbesætning. Den sidste er et modent værk og langt den kendteste. De to første er velskabte og indtagende ungdomsværker med hver sin udtalte personlighed. Især nr. 2 genlyder stærkt af norsk folkemusik. Denne indspilning er imidlertid ingen anledning til at fordybe sig i musikkens egenart, for de israelske musikere står med al deres professionelle dygtighed så fremmede over for den, at den bliver sært anonym. Trods udpræget subjektivt romantiske fortolkninger og en omhyggeligt nøjagtig og detaljeret gengivelse af nodeteksten savner man autentisk tonefald og en specifik atmosfære, hvad enten den er lyrisk-elegisk eller dansant. I stedet for følsomhed og koloristisk duft excellerer violinisten i forceret kraftudfoldelse, overdrevent smægtende portamenti og en vitalitet, som kortåndet frasering gør stump. Griegs poetiske friskhed sentimentaliseres eller går tabt i ren udvendighed. Som udfyldning har parret valgt en håndfuld klaverminiaturer, som den litauiske violinist Joseph Achron arrangerede for violin og klaver omkring Første Verdenskrig - kuriositeter, der ofte betoner violinistisk virtuositet på en helt anden måde end sonaterne. Det er dog ikke noget, der bringer Shaham i forlegenhed.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























