Hvis I tror, I kender 'Eine kleine Nachtmusik' til hudløshed og ved alt om, hvordan den lyder, så prøv lige at smide den her skive i maskinen og bliv klogere. Den nedslidte (men i al sin enkelhed fuldendte) strygerserenade genopstår fra de døde i en fantasifuldt meddigtende og fascinerende gennemmoduleret, men aldeles ukrukket tolkning: fyrig og vittig med et medrivende fysisk drive og en omhyggeligt tilfilet, gestisk meningsskabende artikulation. Romancen smiler lokkende yndefuldt som en ægte serenade, mens det strømmende tempo lader formen balancere på en helt ny og mere tilfredsstillende måde, og den virtuose finale er helt oppe på tåspidserne. Det dirigentløse Concerto Köln er et 'periodeorkester' i superligaen, og dette underlige lagkageprogram kommer godt rundt om, hvad orkestret kan. 'Natmusikken' og det ungdommeligt veloplagte lille divertimento rendyrker de lette og adrætte, men farverige strygere med deres trådede sprødhed. Lækre blæsere, der virkelig smager af noget, skaber en vidunderligt karakterfuld og stoflig tekstur i den magisk bølgende og svævende adagio fra den store serenade ('partita') for 12 blæsere og bas. Og i de to ouverturer tegner det fulde orkester spændende symfoniske fortællinger med et lige så farverigt og pointeret som strømlinjet spil. Et stort uddrag af den sjældent spillede musik til balletten 'Les petits riens' afslører et appetitligt og ganske finurligt værk med både gratie, ømhed og mange slags dansans. Nogle af kortsatserne er formentlig ikke af Mozart og har en barok karakter, der minder om Rameau.