Harnoncourt går ned i overraskende langsomme tempi med Wienerne på den ellers genialt filmede Salzburgopsætning fra 2003, hvor en moderne paladsscenografi i tre etager kæmper for at udfylde det store scenerum i Felsenreitschule i Mozarts fødeby. I Salzburgopsætningen ser man, hvor galt det kan gå, når man vil udbedre på det problem, at kun den forelskede og manipulerede unge Sextus og hans tilbedte bitch af en Vitellia har tredimensional personkarakter. Kasarova synger en uforligneligt maskulin og kastratkraftig Sextus. Helt betagende. Röschmanns Vitellia er dramatisk furieforløsende, men Schades Titus får - meget generende - lov at grimassere sig gennem partiet som en gal mand. Og hvorfor skal der små drenge på middagsbordet til sidst, efter at vi har oplevet et optrin af turister i kejserpaladset (korteksten her siger »Serbate, oh Dei custodi«) og været med en hudafskrabet Sextus gennem sodsværtede slotsruiner og filmisk-realistiske eksplosioner. Det er uklart. Mere Nero end Titus, kunne man mene. Schades tenor kan sludre lidt i koloraturerne hen mod slutningen. Ellers er stemmen så imponerende som resten af det håndplukkede sangerholds.