Musikken er brillant, kompositorisk såvel som vokalt som instrumentalt, og selv hvis den ikke, hos Marriner i 1989, får tilnærmelsesvis samme bid og fremdrift som hos Adam Fischer og RadioUnderholdningsOrkestret, så er her dog meget musikalsk at komme efter. Cox' idé som iscenesætter i Salzburgs Landestheater er den tyndest tænkelige, nemlig at lade det romantiske drama udspille sig som regulær pastoral komedie på en platform i et fyrsteligt gemak med aristokratiet og dets livrister stående applauderende rundt om. De to planer mødes ikke og kommenterer ikke hinanden. Det kan man da kalde for et alibi af en 'tolkning'. Sangerne er fremragende alle til hobe. Jeg har et blødt punkt for den amerikanske tenor Jerry Hadley, hvis Alessandro gives med elán og klanglig sødme, absolut gyldig Mozart-sang den dag i dag. Hans fremførelse af arien 'Si spande al sole in faccia' har attak og ekspansion. Iris Vermillion er en Tamiri med klokkeren højde, og Angela Maria Blasi er øm i bukserollen som hyrden, der finder ud af, at han har arvet et kongerige. Det er hende, der, dånende, synger 'L'amerò, sarò costante', arien der blev en af Mozarts hyppigst brugte i koncertsalen.