Nogle mennesker tror, at strygekvartetter altid bare er sådan noget velopdragent pilleri, der lyder af thevand og hvid kniplingsdug. De, der kender Sjostakovitjs ottende, ved, at strygekvartetter kan være noget helt, helt andet. Ikke meget musik er så sjæleligt sønderrivende og voldeligt pågående som dette monument over krigens og fascismens ofre. Hagen Kvartetten spiller sovjetrusserens klingende mindesmærke med den toptjekkede tekniske præcision og den eksklusive, tørt ræsonnerende klang, der er deres særkende. Uden at presse tempiene er fortolkningen frysende konsekvent. Brutalt direkte. Her er ingen sovs, varme eller bare fylde til at pakke smerten ind i den andensats, som, når først man én gang har hørt den, aldrig forlader en igen. Muntre tonale twist og klovnet maskespil gør umiddelbart den tredje strygekvartet mindre tragisk. Men faktisk rummer værket et klart forvarsel om netop den ottende kvartets tragik. Sjostakovitjs syvende peger i samme retning, svirrende skarpt tegnet af en af vor tids mest fremragende strygeensembler. Hvis man skal tale om konkurrence, falder den mindre ætsende Emerson Kvartet for Hagens ragekniv, mens den gamle Borodin-kvartet med intensitet og autenticitet i kraft af den direkte kontakt til komponisten stadig står uantastet i disse værker.