Operaen hører ikke til de taknemmeligste: Teksten er klichépræget og ikke for behændig, musikken er - alle kvaliteter ufortalt - ikke ganske fri for omstændelighed, og dertil kommer det aktuelt prekære i en historie om kulturkonflikter mellem europæere og tyrkere, skrevet mens disse endnu var en militær trussel, og Wiens belejring kun lå 100 år tilbage. Nogle moderne iscenesættere har styret operaen over på den moderne problematik. Det gør Hampe ikke, men han håndterer den med finesse ved simpelthen at gøre sine figurer, europæere som tyrkere, vedkommende i et troværdigt levende samspil. Han gør det med stor musikalitet i sin egen enkle, smukke og stemningsfulde scenografi: Uanstrengt og uden overflødigt fyld drager han naturligt psykologisk nærvær ud af musikkens lange stræk med Gelmettis sprudlende, spændstigt intense musiceren som naturlig og uudtømmelig energikilde. Musikken koger medrivende, og det er helt o.k., at temperamentet skummer over her og der. Også de medvirkende er en fornøjelse. Det er væsentligt, at talerollen Selim, den forsmåede elsker, følsomt afdækker sin smertelige spaltning mellem reel magt og erotisk afmagt, og at den koleriske Osmin, en pragtfuldt vital og velsyngende bas, der fylder godt på scenen, ikke er en nar, men en både farlig og lidenskabelig mand med en voldsom fysisk udstråling. Læg dertil en frisk og temperamentsfuld Belmonte, der musicerer så naturligt, som var det tale, en fri, lysstærk og humørfyldt Pedrillo og en sødmefuld, klokkeren og flyvende energisk Blonde. I Konstanzes udfordrende primadonnarolle får man en overordentlig smuk stemme og fint skuespil, men ikke helt det musikalske overskud og overblik, man kunne ønske.