Nogle gange er det inderligt overflødigt med billeder til musik. Ungarske Miklós Perényi er en af vor tids førende cellister, hvad ikke mindst hans samarbejde med landsmanden og pianisten András Schiff om Beethovens cellosonater på ECM har bevist. Men at se ham, belyst med blåt, i et tv-studie fyldt med tomme stole og celloer, det gør intet for oplevelsen af Miklós Perényis Bach. Fortolkningerne af de seks kendte solosuiter er ellers uklanderbart sikre. De stiliserede dansesatser, hver sat i række efter et indledende præludium, er egale i klangen, smagfulde i tempovalgene (som gerne lægger sig på den rolige side) og altid fuldstændig sikre i intonationen. Ikke en tone sidder skævt. Virkelig ikke en tone. De fleste sidder desuden næsten renfærdigt naglet til nodesystemerne. Ikke meget kommer ud at flyve i gennemspilninger, der først med de to sidste og sværeste af suiterne kvikker op til dåd. Bortset fra et kreperligt hørbart - og synligt! - klip i couranten af den første suite er her ikke noget at komme efter, som vores statsminister ville sige. Jeg ville sige, at her er usædvanligt sikre Bachfortolkninger at komme efter. Ikke så personlige og farverigt varierede, som jeg havde håbet. Men smagfulde. Renfærdige. Hør lydsiden og kig på noget andet end fjernsynsskærmen imens.