Normalt ville jeg ikke anbefale repræsentative operaopsætninger som dette dobbeltprogram af 70'er-enaktere, der åbnede 1994-95-sæsonen på Metropolitan i New York. Sandt at sige har jeg set scenografier med mere atmosfære og tematikken tolket dybere, men veristisk italiensk opera er tæt forbundet med sine sangere - sin musik i det hele taget. James Levine tager forbilledligt fat på at trylle både hjerte og smerte ud af to partiturer, der deler genre, selv om de er så forskellige som tænkes kan, hvad kvalitet angår. Puccinis 'Kappen' er og bliver et af hans mesterstykker, mens 'Bajadser' er og bliver en bagatel. Alle roller i de to operaer er stærkt besat. Pavarotti scenedebuterer som Canio, den skinsyge klovn i 'Bajadser', og han driver tårer af sten i et portræt, der for en gangs skyld ikke kun forlader sig på vellyd, men så sandelig på psykologisk indlevelse. Pons leverer en brillant monolog, men helt i centrum står den modne Stratas, der helt usædvanligt er loyal over for sin spottende, utro Nedda, og hun er så god, at man uvilkårligt tænker, at hun må have en god grund til at hade sin mand - og verden - så meget. Det samme i 'Kappen', hvor Stratas' skrøbelighed trykker en om hjertet. Duetten, hvor hun og Domingos malmfulde elsker, Luigi, synger om deres opvækst i pariserforstaden Belleville, er sjældent hørt skønnere og mere manende. Og Pons er på samme eksalterede niveau som den svegne ægtemand, Michele.