Åbenbart sker der det same for senromantikeren Strauss, som der er sket for hans kollega Gustav Mahler. Deres orkestermusik spilles langsommere og langsommere. I hvert fald efter de nyeste indspilninger af Strauss' symfoniske fortælling 'Ein Heldenleben' at dømme. Med fru Pauline som smækker-kapriciøs soloviolin og Strauss selv som fremadstormende kunstnerhelt, der tryner de pedantisk pippende kritikere fra træblæserkorpset, er 'Heldenleben' elsk eller had-musik. Når det virker, er det stor orkesterkunst. Men Strauss selv dirigerede altså værket på 40 minutter rent, mens det i dag er normalt, at dirigenter bruger 46-47 minutter på det! Med 47 og et halvt minuts spilletid tager Simon Rattle et lyrisk, sine steder nærmest svømmende overdådigt blik på kamppladsen, fanfarerne, træblæseranmelderne og den ukuelige helt. Det er ikke, fordi det lyder dårligt. Men sammenlign med en Strauss-ekspert som Christian Thielemann på Deutsche Grammophon, og hør, hvad Rattle immervæk mangler af svirp og skarphed i formuleringerne. Egentlig var 'Ein Heldenleben' tænkt som det seriøse søsterværk til, hvad Strauss kaldte »satyrspillet« 'Don Quixote', som det da også fås koblet med på cd. At sætte det sammen med den fundamentalt anderledes orkestrerede, ja nærmest neoklassicistisk lette klaver- og orkestersuite 'Le bourgeois gentilhomme', fungerer ikke optimalt. Men det er sidstnævnte sprælske fraklip fra operapartituret 'Ariadne på Naxos', Rattle rammer renest. Her får man godt en halv times top-Strauss på en cd, der med mere end 80 minutters samlet spilletid må kaldes generøs.