her har vi en af de sjældne cd-udgivelser, hvor det hele går op i den berømte højere enhed. Om det så er det optagetekniske, er det til en topkarakter. Musikken an sich er fremragende. Brahms' to cellosonater. Bedre kammermusik for en stryger og et klaver er vanskelig at finde, uanset om man lytter til den første sonate, der omhyggeligt holder den klassisk-romantiske balance, Brahms er berømt for, eller til den sene, der røber den modne komponists indestængte passioner. I mange år elskede jeg disse sonater med Pjatigorskij og Rubinstein. Her kommer vor tids referenceindspilning. Kvaliteterne er nærmest paradoksalt klare: En strammere, mere følelsesfuldt bugnende cellotone og en mere suverænt forankret flugt og stabil sensitivitet end Houghs ved klaveret finder man næppe. Sammen er de suveræne, og selv småstykkerne er valgt med omhu. To af dem er af tjekken Dvorák, en af få samtidige komponister, Brahms virkelig respekterede, og to af Josef Suk, Dvoráks landsmand, elev og svigersøn. Det er måske ikke så suveræn musik som Brahms' to sonater, men prætenderer heller ikke at være det. Romantisk soliditet er det dog ikke desto mindre. Jeg elsker denne her cd, som igen bekræfter, at man bør holde øje med Hyperion.
Reference indspilning
Lyt til artiklen
