Det er en kunst bare at være den nu 38-årige polske pianist Anderszewski, tror jeg. Han er en kunstner med et helt særligt fintmærkende instinkt for at ramme rigtigt, for aldrig at overbetone, selv når han er mest ekspressiv og grænsesøgende. En mand, der aldrig ofrer skønheden som ideal, men man fornemmer, at han såmænd gerne gjorde det, hvis det tjente et højere formål. Det er to af de mest indspillede af Mozarts voksne klaverkoncerter, Anderszewski her udgiver med Scottish Chamber, og cd'en ryger lukt ind på listen over de mest attraktive moderne cd-tolkninger. Den berømte d-molkoncert, nr. 20 er en stor forførende opsats, og det er ikke kun Anderszewskis brug af Beethovens kadence til førstesatsen, der får denne version til at svimle af romantik, emotionel dybde og sturm & drang. Sidstesatsen har solisten skrevet sin egen kadence til, med tydeligt kontemporært afsæt, men ikke desto mindre i logisk forlængelse af Mozart selv. G-durkoncerten, nr. 17, er en mere høflig skabning end dmol'en, og Anderszewskis ambition er ikke så meget at præsentere de to værker som kusiner, snarere at demonstrere det spændingsfelt, Mozart arbejdede inden for i to koncerter, der er skrevet med mindre end et års mellemrum. Der er en næsten rødmende blufærdighed over solistens anslag i førstesatsen, og man aner udspringet i hammerklaverets sarte neutralitet. Andensatsens andante bevæger sig så delikat og personligt på grænsen mellem det indadvendte og det udadvendte, at man uvilkårligt bevæges, og det er ikke mindst i de fine, diskret udtrukne pauser mellem de musikalske fraser, at kunstneren Anderszewski træder i perfekt karakter. Fem hjerter - med pil opad.