Koblingen af disse to Bartókværker er klassisk, og tager man for eksempel sin 50 år gamle Ferenc Fricsay-indspilning ned fra hylden, er den stadig intens som bare pokker. Til gengæld når orkesterspillet fra dengang i Berlin ikke op på niveau med, hvad Ozawa får fra sit japanske orkester. Slet ikke, faktisk. Det er forbløffende, så samlede Ozawas strygere er. Smidige og velspillende som bare pokker i en 'Koncert for orkester', der også byder på dejligt drilske træblæsere og en besnærende flothed. Læg dertil den velkalibrerede balancekunst, Ozawas klare formuleringer og en effektfuldhed, der i slutsatsen minder om Bernstein, og Ozawa rykker meget langt frem i rækken af indspilninger af disse to orkestrale milepæle fra 1930'erne og 1940'erne. Bartóks 'Musik for strygeinstrumenter, slagtøj og celeste' viser samme smukt definerede lydrum som koncerten, og alt i alt må man ønske sig begge dele på hylden: Fricsays spændingsfyldte intensitet (genudgivet af Deutsche Grammophon) og Saito Kinens fremragende orkesterspil. I øvrigt er der på Ondine netop udkommet en anden bemærkelsesværdig indspilning af 'Koncert for orkester', nemlig med det amerikanske Philadelphia- orkester dirigeret af Christoph Eschenbach. Her til gengæld i en særdeles utraditionel kobling, sat sammen med to lidet kendte krigsmindeværker af henholdsvis Martinu og Gideon Klein. En kontekst, der forleder dirigenten Eschenbach og hans musikere til en gribende formuleret, men usædvanligt dyster fortolkning.