Mindre kan være mere, har man før fået bekræftet, når denne pianist gennem genindspilning efter genindspilning søger indad i sin raffinering af de værker, han dyrker. Beethovens og Schuberts ikke mindst. Men også fødselsdagsbarnet Mozarts. Men Mozarts A-dur-koncert nr. 12 lokker også noget legende frem hos alvorsmanden Brendel. Han spiller solostemmen med en rigtig god udstråling, der klæder den lyse koncert. Kun i den langsomme sats dominerer en melankolsk ømhed, al den stund Mozart her citerer nogle noder af sin gamle ven fra London, Johann Christian Bach, der døde i januar 1782. Samme år, som Mozart skrev koncerten. Med klaverkoncert nr. 17 i G-dur skrevet to år senere, i 1784, er det en lidt anden sag. Udtryksfulde opdagelsesrejser til ganske fjerne tonale egne giver Brendel mulighed for at kæle for musikken. Orkestret og Mackerras er med ham på hans nysgerrige færd, og når alt er sagt om ungdommelige brushaner, flotte gestus og spektakularitet, så er det altså gennemprøvet Mozartspil som det her, der bliver stående. Orkestrets blæserindsatser er værd at nyde, og det river dejligt i den friske finale under Mackerras' ledelse.