Der er en særlig og ubestridelig lækkerhed ved ECM's udgivelser. Noget, der får en til at ville have pladen. Ikke bare brænde eller downloade den. Således også denne dobbelt-cd. Den lækre lyd. Det diskrete papcover med Bachs håndskrift og svungne signatur i faksimile. Bookletten med de sort-hvide fotos og den luftige, alt andet end pligtskyldigt- videnskabelige ledsagetekst. I dette tilfælde har verdensstjernen Gidon Kremer valgt det lille forlag for at få den store frihed, forklarer han. Og man må sige, Kremer tager sig friheder med Bach. Jeg siger ikke, at jeg kan li' alle hans valg. Jeg siger slet ikke, dette er indspilningen til den øde ø. Måske bliver Kremers bidske tilgang med tiden for meget. Tonen er stærk og sikker. Så langtfra, ja så langt mere end bare smuk. Viljefast og et pænt stykke forbi det polerede. Sine steder tvinger Kremer Bachs flerstemmighed fra strengene med en klang, som kærtegnede han sandpapir! Men han kan også være sprød. Djærv. Han kan vælge det rette tempo. Og det helt forkerte. Men med dén overbevisning bliver selv de forkerte tempovalg interessante. Ilja Gringolts på DG overgår ganske vist Kremers i forvejen kvikke tempi og er med sin lethed og sin barokrigtige, farverigere leg en seriøs konkurrent. Stadig en af de bedste nyindspilninger af disse værker. Nathan Milsteins slagfærdighed fra midten af halvfjerdserne lyder pludselig helt sangbar i sammenligning, og vi er milevidt fra Menuhins saftighed i 1930'erne. Kun i den berømte chaconne fra partitaen i d-mol spænder Kremer direkte ben for sig selv i jagten efter skarpe kontraster. Sejhed kammer over i træghed. Ellers er Kremers kraft smittende. På én gang egensindig og uafviselig.