Griegs klaverkoncert er lige til at brække fingre på. Men ikke for Marie Rørbech. Tilbage efter to gennemlytninger står indtrykket af kraft og klarhed. Plus en passende portion af den lyrik, der skal til at forløse et af klaverlitteraturens populæreste værker. Solisten har godt fat i klaverstemmen, og Okko Kamu står for lidenskab. Men det er ligegodt usædvanligt brede tempi, de to sammen vælger til ydersatserne. Jeg siger ikke, det er derfor, man har glemt at trykke de ellers obligatoriske spilletider på coveret. Men havde man gjort det, ville tidsangivelserne bekræfte, at især første sats trækkes usædvanligt langsomt i gang. Solokadencen har et klip lige inden det intrikate sted, hvor Rørbech blafrer lidt i nådesløs sammenligning med store indspilninger. Men ellers er hun klar og stærk i nedslaget som en tordenkile. Også i finalens muskuløse afslutning. Den langsomme sats står som en perle, mens koblingen med svenske Stenhammars anden og sidste klaverkoncert, uropført 1908, står som et svagt punkt. Liszt har ikke levet forgæves, hvad covernoterne da også fastslår. Den lidenskabelige fortolkning ufortalt er der her så meget mørk patos og senromantisk storm, at det tenderer tomgang. Klaveret er givet ubalanceret forrang og torpederes med overlæg af orkestret. Dén kompositionsstrategi har affødt en virtuos koncert, som Rørbech fortolker flot. Men som musik betragtet er den ingen åbenbaring. Orkestret spiller dejligt præcist. Også i filleren, som det hedder i cd-sprog, nemlig Griegs koncertouverture 'I Høst', hvor der er smæk på og et fint bondebal.