Det er ikke for lyden, man skal vælge denne indspilning. En radiotransmission er indspillet på grammofonplader, senere overført til magnetbånd og endelig digitaliseret, og man må affinde sig med tynd bas, ujævnt fokus, stedvis blafrende intonation, hosten og scenestøj. Der er en del strygninger og ingen libretto. Men man vænner sig til lyden, som ikke kan skjule opførelsens kvalitet. 52-årige Melchior står på højden af sin karriere med en fantastisk energi i den mahognitintede tenor, og skønt gammeldags heroisk har tolkningen også dæmpet alvor, ømhed og endog sorg: Melchiors Lohengrin elsker og mister. En vis kortåndethed dækkes af dynamisk mejslet tekst; men det kan ikke skjules, at han ofte synger ekstremt urytmisk. Og det er ikke, fordi 'det gjorde man': I en optagelse fra Berlin 1926 er Brudekammerscenen tilføjet som et fascinerende appendiks. Sopranen Emmy Bettendorf tiltrækker sig ikke stor opmærksomhed, og orkestret er fjernt, men Melchior synger disciplineret og meget lyrisk i lange legatofraser. Disciplinerede er også kollegerne i New York; og det er for kvinderne og Leinsdorf, indspilningen skal høres. Med knejsende glans og samme atletiske overskud som sin danske partner tegner den unge Varnay en stærk og stolt figur. Hvad man måtte savne i lyrisk sødme erstatter hun rigeligt med storladen formsans og udsøgt ciselerede detaljer. Og Thorborg er dæmonisk og farlig med sin spændende, farverige mezzo. Det er rigtig operadramatik uden tyngende selvhøjtidelighed, og sådan dirigeres det også med temperamentsfulde tempi og stærkt understregede situationer. Men Leinsdorf har også fat i de lange linjer og læser værket så storladent symfonisk, som var det 'Tristan'.