Det er en voldsom oplevelse at lytte til Sjostakovitjs strygekvartetter. Musikken, der er skrevet i det daværende Sovjetunionen, har i vid udstrækning karakter af dagbogsblade fra en martret kunstner. De fem første kvartetter blev til under Stalins regime, hvor Sjostakovitj oplevede kunstnervenner forsvinde. Uden varsel. Og uden at de kom tilbage. Sjostakovitj selv sov efter sigende med en pakket kuffert under sengen, og kvartetterne indeholder både hans og Stalins navn i musikalsk kode. De åbner for en verden af smerte og konflikt - samtidig med at de synes at lukke af for de samme følelser. Årsagen er, at tingene ikke kunne siges ligeud. Når det blev allermest personligt, som i den 4. og 5. strygekvartet, gemte Sjostakovitj noderne i skrivebordsskuffen for først at tage dem frem efter diktatorens død. Sjostakovitjs strygekvartetter besidder en intensitet, der skærer til både benet og videre ind til hjertet. Men de kan også være forblommet musik. Det er afgørende at kende den historiske baggrund, hvis man vil forstå det ironiske og det sarkastiske, der kombineret med det smertelige og det hjertegribende ofte er Sjostakovitjs udtryk. Han arbejdede bag en maske, som efterhånden voksede fast til hans ansigt. Ligesom han selv var vokset sammen med Sovjetstaten. Så enkelt kan det formentlig siges. Der er adskillige samlede indspilninger af Sjostakovitjs strygekvartetter på markedet. Også flere, som kræver opmærksomhed. Blandt andet er den russiske Skt. Petersborg Kvartet nær ved at afslutte sin samlede indspilning for Hyperion - en cyklus, jeg vil vende tilbage til i disse spalter. Af historiske indspilninger er der den engelske Fitzwilliam Kvartet, som arbejdede sammen med Sjostakovitj i begyndelsen af 1970'erne. De fås prisbilligt på Decca. Men bortset fra dem og den gamle Beethoven Kvartet, der som mere eller mindre officielt sovjetisk statsensemble stod for hovedparten af førsteopførelserne, mens komponisten levede, er det Borodin Kvartetten, der kommer tættest på autenticitet. Borodin Kvartetten blev anset for mindre officiel end Beethoven Kvartetten, mere på bølgelængde med kvartetternes dagbogspræg. Dertil skal lægges, at Beethoven Kvartetten er kendt for ret hektiske tempi, hvorimod Borodin skaber intensitet og dybde med en fin og konsekvent balance mellem form og indhold. Borodin Kvartetten blev dannet umiddelbart efter Anden Verdenskrig og kaldte sig til at begynde med for Moskvas Filharmoniske Kvartet. Fra 1953 til 1974 bestod ensemblet af de samme fire medlemmer. Dette er den såkaldte gamle Borodin Kvartet. De fremragende musikere fra dengang, hvoraf kun cellisten i dag er tilbage, tilhører samme russiske øjenvidnegeneration som pianisten Sviatoslav Richter, cellisten Mstislav Rostropovich og violinisten David Oistrakh. Det var musikerne i den gamle Borodin Kvartet, som Sjostakovitj fyrede vittigheder af sammen med og drak sig fuld sammen med efter koncerter. De har indstuderet musikken sammen med komponisten, og de har været fortrolige med dens skjulte budskaber. Hver gang en ny udgave af Sjostakovitjs kvartetter kommer på markedet, er det Borodin Kvartetten, man sammenligner med. Nu er deres første indspilning genudgivet - endda i udmærket lydkvalitet - af det engelske plademærke Chandos. Man skal ganske vist bruge lidt tid på at finde ud af, at det faktisk er denne indspilning, der er tale om, for Chandos har, trods udmærkede noter om værkerne og ensemblet, helt glemt at oplyse indspilningsdatoer og årstal. Ret kikset på en så vigtig historisk genudgivelse. Den ikkeindviede er derfor på herrens mark, når det kommer til at afgøre, hvorfor kun de første 13 Sjostakovitjkvartetter er med i dette bokssæt på i alt fire cd'er. Årsagen er den enkle, at de to sidste kvartetter fra henholdsvis 1973 og 1974 ikke var komponeret, da den gamle Borodin Kvartet i årene op mod 1970 lavede sine eksemplariske indspilninger. Senere - efter at to af kvartettens medlemmer var blevet skiftet ud - indspillede Borodin Kvartetten alle Sjostakovitjs 15 kvartetter plus klaverkvintetten med Sviatoslav Richter. Men dels repræsenterer denne anden cyklus ikke den gamle Borodin Kvartet. Dels er udgivelsen, som blev overtaget fra det sovjetiske Melodiya af først EMI og siden BMG, for tiden ikke i handlen. Selv om Borodin Kvartetten, som ensemblet ser ud i dag, i tredje runde har indspillet halvdelen af Sjostakovitjs kvartetter for plademærket Virgin, er det derfor en chance af dimensioner for den Sjostakovitj-interesserede, at Borodins oprindelige indspilninger af kvartetterne nu er tilgængelige fra Chandos. Der findes glimrende nye indspilninger fra for eksempel Eder Kvartetten på Naxos og - frem for alt - fra den amerikanske Emerson Kvartet, der udgav alle 15 kvartetter på Deutsche Grammophon i 25-året for Sjostakovitjs død i 2000. De fire amerikanske musikere fremfører musikken koncentreret og med stor følelsesmæssig effekt i en teknisk imponerende, men udpræget poleret stil. Disse moderne indspilninger repræsenterer pletfri Sjostakovitj, men sammenligner man Emerson med den gamle Borodin Kvartet, er der banalt sagt sjælen til forskel. Kernestykket, den 8. strygekvartet, som Sjostakovitj skrev i det sønderbombede Dresden, emmer af samme undergangsstemning som Richard Strauss' 'Metamorfoser'. Men kvartetten rummer også - uforglemmeligt for alle der har hørt den - et voldsomt rytmisk momentum i anden sats. At musikken allerede i den langsomme førstesats klemmer saften ud af Dimitrij Sjostakovitjs navn ved at malke tonerne D-S-C-H, gør musikken gribende, så det bider. Blandet med citater fra tidligere Sjostakovitjværker gør kvartetten Sjostakovitjs navnetræk mindst lige så meget til et personligt testamente som til det mindeværk for fascismens og krigens ofre, den er skrevet som. Målt mod Emersons opførelse er den gamle Borodin Kvartet bemærkelsesværdigt intens. Mindre poleret - om end ikke mindre teknisk fremragende - og mindre opsat på at udnytte den rytmiske virkning i andensatsens prægnante tema bare for virkningens skyld. Emerson er god til at give gåsehud. Men Borodin anno sidst i 1960'erne er intensiteten selv i hver eneste stålgrå node. Deres tekniske perfektion står ikke tilbage for noget. De spiller guddommeligt rent, og de kommer frem til både blidere egne og dybere følelsesmæssige lag.