Man undrer sig umiddelbart over, hvorfor Opus 111 mener, at vi skal have endnu en 'Fire årstider' i kølvandet på halve snese af moderne indspilninger, der alle mere eller mindre har samme mål: at få lytterens hår til at stå bagud i orkanstyrken. Det, Opus 111 har villet, var at forstærke orkanen. Og tage livet af de svageligste. Intet dynamisk trick forbliver uprøvet, ikke én volumenmæssig ekstremitet må se sig forbigået. Og det tager lang tid, før håret lægger sig igen! Der er jo principielt intet nyt over fortolkningen, og det har været gjort med både bedre smag og mere musikalsk ræson af både Kremer, Carmignola og Zehetmair. Når det er sagt, er der en energi og primitiv råstyrke over netop denne 'Årstiderne', der er hellip tiltalende. Det er melodrama, det er bulder og brag, og selv lyriske passager har deres egen faretruende rastløshed - og det er formidabelt spillet. Hør for eksempel åbningen af 'Vinter', den fjerde af koncerterne, dens skærende dissonanser, dens udsøgte grimhed som spillet af disse italienere, den lyder vitterlig som brusebadsmordet i Hitchcocks 'Psycho'! Her gør Kremer udtrykket spinkelt og forræderisk blidt, mens solostemmen næsten objektivt redegør for noderne, mens det hos Carmignola og Venice Baroque er en højtsvungen solo, der opererer frenetisk og med temperament på mere anonym continuobaggrund. Anbefalet, men på eget ansvar.