Ikke Soltis energiudladninger. Ikke Walters humanisme. Men klarhed og overblik. Boulez er sit analyserende selv på denne indspilning af Mahlers 3. symfoni, der med sine voldsomme dimensioner møjsommeligt arbejder sig fra stendød natur via livets indtog og videre gennem niveauerne op til englene og, til sidst, til kærligheden. Her er de klare glissandi, man altid drømmer om i førstesatsen, foruden flimrende dejlige strygertriller. Selv Abbado, der på sin relativt nye liveindspilning med Berlinerne også satser på superfine detaljer, har mere sjæl. Men i et så gigantisk værk som Mahlers tredje er overblik essentielt, og det får man immervæk hos Boulez. Foruden klare detaljer. Wienerne spiller formidabelt smukt. En fusion af Boulez' klarhed, Walters varme og Soltis energi ville være ideelt. Det får vi måske aldrig. Men med Anne Sofie von Otter som fortryllende uimposant og uvant uforblommet solist i Nietzschesatsen sammen med Wiener Sängerknabens stilrene klokkeimitationer er to af indspilningens forcer nævnt.