Men Johan Reuter mener det alvorligt, meget alvorligt, og har en rigtig god undskyldning: Han præsenterer en ny dansk oversættelse og byder altså principielt på noget andet end de tysksyngende konkurrenter. Hvorfor, antyder han i et interview, der er udgivet sammen med oversættelsen: »Jeg synes, det er meget nemmere, meget mere selvfølgeligt at få en moderne energi ind, større udadvendthed, når det er mit eget sprog. (...) Hvis man virkelig skal udtrykke stærke følelser, så er det bedst på ens eget sprog«. Argumentet er legitimt, uanset hvad man mener om originalsprog versus modersmål, og Ole Klitgaards fordanskning er talentfuld med direkte henblik på at falde godt i sangermund. Den fungerer og har både energi og farve. Så naturlig og ligefrem som originalen har den selvsagt ikke kunnet blive, og et par uheldige nødløsninger er ikke undgået, men hvis sproget for sangeren er den sidste afgørende hjælp til en levende, autentisk fortolkning, har vi alle vundet ved det, og med Reuters fornemme diktion var det ikke mange ord, man mistede. Tekst og musik kunne umiddelbart kaperes som et samlet udsagn - noget af en idealsituation. Og så var det, man mødte Johan Reuter som et liedtalent, der næppe har sin lige blandt herboende mandlige sangere. Måtte han fortsætte med at udvikle det - også på originalsprogene! Teknisk er han perfekt udrustet: Den store, smukke basbaryton glider ubesværet op i en smidig, næsten let højde, og der er støjfri forbindelse mellem stemme og udtryksvilje. Dertil kommer alvoren og en intensitet i formidlingen, der holdt i hvert fald undertegnede fast fra først til sidst. Ikke et øjeblik følte man, at sangeren tabte kontakt med teksten. Værket er gribende, og sangerens egen dybt grebne identifikation med den knugede vintervandrer fyldte godt i det store teaterrum. Og dog er fortolkningen fuld af vækstmuligheder. En stærk mimik placerer den i den teatralske ende af skalaen, uden at den på nogen måde bliver overstyret, men selv om der er kommet mange nuancer til siden Reuters ét år gamle indspilning, er den vokale karakteristik relativt diskret og klart underordnet en rent musikalsk formning. Dén er rig og smidig i udsøgt samarbejde med Tove Lønskovs yderst lydhøre og fornemt modulerede klaver og vidner om en uhyre grundig forberedelse, og på det stærke musikalske fundament kunne der være råd til en større koloristisk risikovilje, der i højere grad slap det teatralske ind i selve stemmen. Koncerten var et foreløbigt slutpunkt på en kæde af projekter. I 1998 udgav Ole Klitgaard 16 Schubert-sange på dansk, komplet med noder. Det gav anledning til en cd, hvor Reuter delte rovet med Helene Gjerris, og hvortil Klitgaard oversatte yderligere fire sange. Så kom 'Vinterrejse' på cd og samtidig en bog, hvor oversættelse og original med bibliografiske kommentarer og tekstvarianter og en diskussion af oversætterens overvejelser - alt ved Ole Klitgaard - bliver fulgt op af det nævnte interview samt essays af Jørgen Bonde Jensen, Richard, Capell, Dietrich Fischer-Dieskau, Jakob Levinsen, Jørgen I. Jensen og Karl Aage Rasmussen, der ånds-, litteratur- og musikhistorisk samt æstetisk belyser værk og komponist; en gedigen og dokumentarisk grundig bog med godt læsestof for særligt interesserede. Pladerne henvender sig til et bredere publikum, og vil man overhovedet høre Schubert på dansk, kan 'Vinterrejse' godt anbefales, selv om Reuter siden er kommet længere med den. Er det ikke meget dybdeborende, så er det i hvert fald overordentlig smukt. Udtrykket er beriget og sprogbehandlingen forskønnet i forhold til den første cd, der kræver nogen overbærenhed, især fordi Gjerris' stemme ikke var moden til opgaven.