John Adams er amerikaner, født 1947. Han begyndte som minimalist, men gik snart sin egen vej med en mere klassisk konstruktiv æstetik, og det symfonilignende værk var i 1998 hans hidtil største bortset fra operaerne (med den meget omtalte 'Nixon in China'). Og titlen er ikke ironisk. Om musikken virkelig er naiv og sentimental, er ganske vist højst diskutabelt; den spiller snarere på det naive i formen og det sentimentale i substansen som uforpligtende attituder, men accepterede som genuine udtryk for en amerikansk kunst, der vedkender sig sine rødder. Samtidig har Adams valgt at bruge de to begreber i en ældre betydning (Schiller) som udtryk for det umiddelbare og det middelbare. En stund lader man sig narre: Den diskret swingende melodi over støt pulserende akkorder i guitar og harpe forekommer noget fad og synes i første omgang ikke rigtig at føre nogen steder hen, men umærkeligt gror satsen til. Naiviteten ekspanderer gennem farver og registre som en vifte af udtryk og karakterer. Satskomplikationer fører til store spændinger i tre store bølger af energi og brillans. Beslægtede vækstprocesser former de følgende satser, af hvilke den midterste skaber et tvetydigt og uvirkeligt drømmelandskab, mens finalens tætte væv bygger på en solid motorik. Forenklet kan man sige, at de tre satser fokuserer på henholdsvis melodi, harmoni og rytme. Under naivitetens dække lokkes man ud i vilde og spændende landskaber.
Uden ironi
Lyt til artiklen
