Salmen blev oprindelig skrevet for tenoren Peter Pears at synge sammen med Kathleen Ferrier, og den lyder derfor ganske anderledes med David Daniels' mandealt som Isak. En ren, køligt svalende nydelse er det især at høre Daniels og Ian Bostridge spundet sammen i en overjordisk gengivelse af Guds stemme. Overgreb har sin plads hos Britten, og den detaljeret udmalede forberedelse til slagtescenen, der kulminerer i et teatralsk klavertremolo, er hård kost. De to sene canticles til malende T.S. Eliottekster har for 'Journey of the Magi's vedkommende Maltman som velvalgt, ikke for tung barytonstemme. 'The Death of Saint Narcissus' lader tenoren ledsage af en dansende harpe i stedet for klaver. Det bedste kommer sidst: Brittens perspektiverende klaverakkompagnementer til enkle, engelske folkesange med alle tre mandestemmer som solister på skift. Maltman tager godt nok 'The Foggy, Foggy Dew' meget langsomt. Men er man til kontratenorkunst, fås den ikke meget mere forløsende end i Daniels' 'There's None to Soothe'. Og så lige igen Bostridge! Med 'The Ash Grove', hvor klaverets lille bæk finder dristige veje på tværs af sangstemmens støtte kurs, har han trukket den måske smukkeste af alle Brittens folkesangsudsættelser. Man kan diskutere Ian Bostridges engelske tenor i Schubert og Schumann, men til Britten er hans kernemætte, fleksible mildhed ideel. Med indfødt diktion og en klanglig bevidsthed fokuseret på musikkens sårbarhed gør han Britten indtrængende. Og hans 'Greensleves', kongenialt og selvstændigt akkompagneret af partneren Julius Drake, er en åbenbaring af den alvor, de fleste andre versioner negligerer til fordel for lysegrønne drømmerier.