Han har med sit besynderligt overromantiske idiom taget livet af Bachs seks solosuiter på sin nyeste indspilning for DG, hvor alle smålige hensyn til for eksempel original rytme er tilsidesat. Og nu går det ud over Mendelssohn. Glem alt om, at hans 'Lieder Ohne Worte' var for artige, små piger, der i forrige århundrede skulle gøres giftefærdige og udstyres med passende dyder inklusive klaverklimpren. Henholdsvis Maisky og Alfred Piatti har arrangeret seks af dem for cello og klaver, og hver en tone læsser Maisky til med så overdreven følsomhed, at det svier. Og så er det endda værre med Mendelssohns to cellosonater. Cd'en lægger ud med den i forvejen dramatiske nr. to: presset og totalt overgearet. Man skal holde mere af Maisky end af Mendelssohn for at overkomme denne skamridning. Den store sensation for mig at se er - uagtet Maiskys virtuose teknik - at det unge klavernavn Sergio Tiempo, som på denne cd erstatter Martha Argerich som Maiskys klaverpartner, hænger så rigtig glimrende med på den ældre cellostjernes excesser. 30-årige Tiempos spil er, også i de koncertante variationer, en moden pianist værdigt, og de to musikere, det må man gi' dem, præsenterer færdigarbejdede fortolkninger med voldsomt drama. En anden detalje er, at Maiskys cello som instrument betragtet, bare sådan i og for sig, klinger ganske guddommeligt.
Manisk melodiføring
Lyt til artiklen
